Ledelsesform for Gl. Estrup Gartneri A/S

God ledelse på Gl. Estrup Gartneri

God ledelse vægtes højt på Gl. Estrup Gartneri. Vi arbejder derfor til stadighed for at forbedre vores ledelsesstruktur, og vi mener, at det er af stor betydning, at virksomhedens ledere er bevidste om, at den måde, der ledes på, har stor betydning for gartneriet drift. Vi ønsker, at alle ledere på gartneriet løbende skal blive bedre til at lede, til gavn for både medarbejdere, produktivitet og lederen selv.

 For at understrege vigtigheden af den ledelsesmæssige struktur og ledernes store betydning på Gl. Estrup Gartneri, har vi udarbejdet ti teser for god ledelse, der skal være med til at skabe ensartet og god ledelse. Teserne er som følger:

 10 teser for god ledelse

  •  En god leder handler altid økonomisk ansvarligt.
  •  En god leder holder sine medarbejder orienterede om, hvad der skal foregå i virksomheden – både på kort og langt sigt.
  •  En god leder er i sin handlen bevidst om, at hun/han er forbillede for medarbejderne.
  •  En god leder tager initiativer og løser så vidt muligt de problemer, der opstår, ud fra devisen om, at problemer skal løses på lavest mulige niveau.
  •  En god leder er optimist.
  •  En god leder formår at vise medarbejderne interesse og kan sætte sig ind medarbejdernes problemer.
  •  En god leder taler ligeværdigt med medarbejderne.
  •  En god leder er åben overfor og opmærksom på ændringer, der kan forbedre virksomhedens præstation.
  •  En god leder er bevidst om, hvilke situationer, der kræver, at lederen går forrest.
  •  En god leder er synlig og formår at indtage en fremtrædende og toneangivende position.

 

Ovenstående teser er opstillet ud fra et ønske om at give lederne på Gl. Estrup Gartneri nogle let overskuelige punkter, der beskriver, hvad der kendetegner en god leder. Det er naturligvis ikke rimeligt at forvente, at alle ledere til enhver tid formår at efterleve alle teser, men det er vigtig for os at understrege, at vi forventer af vores ledere, at de dagligt holder teserne for øje og er bevidste om at udvikle deres ledelsesmæssige kompetencer.      

 

Gartneriets ledere står naturligvis ikke alene med at udvikle deres ledelseskompetencer. Vi finder det væsentligt, at ledere på alle niveauer modtager kompetenceudviklende undervisning både i internt og eksternt regi. Vi er til stadighed opmærksomme på, at vores ledere får tilbudt udviklingskurser, der svarer til den enkelte leders behov.