Medarbejder på Gl. Estrup Gartneri
På Gl. Estrup Gartneri vægter vi det gode arbejdsmiljø højt. Vi ønsker, at alle medarbejdere skal befinde sig godt på Gartneriet. Det er vores ambition, at alle medarbejdere skal føle, at det er en tilfredsstillelse at gå på arbejde. Et højt kommunikationsniveau, en optimistisk og god tone, sociale arrangementer og en god løn skal være med til at sikre, at Gl. Estrup Gartneri er en god og spændende arbejdsplads.
Den gode kommunikation – samarbejdsudvalg og medarbejdersamtaler
Under den daglige produktion lægger vi stor vægt på et højt internt kommunikationsniveau. Vi mener, at en god intern kommunikation er vigtig af flere årsager. For det første bliver det lettere for den enkelte medarbejder at finde mening med arbejdet, når der eksisterer en generel forståelse for, hvilke planer der er for gartneriet, og hvor vi bevæger os hen. Dernæst mener vi, at god kommunikation har stor betydning for effektivitet og produktivitet, fordi den er med til at skabe en situation, hvor vi arbejder som en enhed. Endvidere hjælper et højt kommunikationsniveau med til, at små og store problemer kan identificeres og løses, når de opstår.
Samarbejdsudvalg
For at styrke kommunikationen har vi på Gl. Estrup Gartneri oprettet et samarbejdsudvalg, der skal sikre en god dialog mellem medarbejdere og ledelse. På møder, der finder sted med 14 dages mellemrum, har medarbejderrepræsentanter og ledelse mulighed for at diskutere de problemstillinger, der vil opstå på arbejdspladsen. Vores erfaring er, at møderne er med til at give en bedre og mere effektiv arbejdsdag for både medarbejdere og ledelse.
Medarbejdersamtaler
Som led i vores bestræbelser på at opnå en god intern kommunikation, gennemfører vi endvidere årlige medarbejdersamtaler. Samtalerne har til formål at give den enkelte medarbejder mulighed for at komme til orde og herigennem at få indflydelse på egen udvikling som medarbejder på Gl. Estrup Gartneri.
Vi tror altså på, at god daglig kommunikation giver en bedre arbejdsdag for både medarbejdere og ledelse, fordi god kommunikation skaber flow i produktionen og gør det muligt at løse problemer, når de opstår. Netop derfor undersøger vi løbende mulighederne for at træffe foranstaltninger, der kan forbedre kommunikationen.
Adfærdsnorm
Til glæde for alle ansatte på Estrup Gartneri har vi indført en adfærdsnorm, der skal være med til at sikre det bedst mulige sociale arbejdsmiljø. Ved ansættelse skriver alle medarbejdere under på at gøre, hvad de kan for at efterleve adfærdsnormen. Normen indeholder følgende punkter:
§ På Gl. Estrup Gartneri vil vi ikke acceptere mobning
§ På Gl. Estrup Gartneri giver vi hinanden en hjælpende hånd
§ På Gl. Estrup Gartneri har vi forståelse for hinanden
§ På Gl. Estrup Gartneri taler vi aldrig grimt om hinanden
§ På Gl. Estrup Gartneri taler vi aldrig grimt til hinanden
§ På Gl. Estrup ser vi positivt på de udfordringer, vi står overfor
§ På Gl. Estrup Gartneri må vi gerne tale med vores kollegaer eller vores leder, hvis vi har problemer
§ På Gl. Estrup Gartneri forsøger vi altid at være gode kollegaer
Det er vigtigt for os at understrege, at vi med adfærdsnormen ikke ønsker at lægge et negativt pres på den enkelte medarbejder. Det er ikke hensigten, at medarbejderne skal ensrettes i retning af velafrettede dydsmønstre. Adfærdsnormen skal ses som et middel til at give den enkelte medarbejder en tryg og behagelig hverdag på Gl. Estrup Gartneri.
Sociale arrangementer
På Gl. Estrup Gartneri er vi bevidste om, at hvis vi i det daglige arbejde skal fungere som et team, skal der gøres en stor indsats for at skabe sociale relationer, der rækker ud over selve arbejdsdagen. Af denne grund arrangerer vi hen over året en række sociale begivenheder, der skal give alle på gartneriet nogle gode oplevelser og være med til at ryste personalegruppen sammen.
Af de vigtigste kan nævnes vores traditionsrige fodboldturnering, Gulerodscup, hvor gartneriets medarbejdere dyster i en venskabelig og festlig atmosfære. Dagen afsluttes med en stor teltfest med helstegt pattegris. Endvidere har der i de senere år været arrangeret en dag på Auning gokartbane og vi gør meget ud af vores årlige sæsonafslutningsfest, der altid er et sjovt arrangement, hvor alle medarbejdere har mulighed for at hygge sig sammen. Alle begivenheder foreviges og diplomer og stemningsbilleder ophænges i vores opholdsrum. Udover disse store arrangementer mødes vi til et række små sammenkomster i løbet af året og hver fradag mødes en stor del af personalet til lidt pizza eller lidt kage og en øl og vand. Årsagen til, at vi vægter fællesskabet så højt, er, at vi har en tro på, at sådanne tiltag har stor betydning for medarbejdernes indbyrdes sammenhold og deres tilknytning til Gl. Estrup Gartneri.
God Løn
Udover de sociale tiltag, vi gennemfører for at skabe et godt arbejdsmiljø, er vi også opmærksomme på, at god løn har betydning for arbejdsglæden. Af denne grund betaler vi vores medarbejdere godt – både de der arbejder på akkord, og de der får en fast timeløn. Vi har især gode erfaringer med vores akkordsystem, der udover at sikre høj effektivitet, er med til at give medarbejderne stor indflydelse på deres løn. Det er vores erfaring, at dette for langt de fleste vedkommende er en stor tilfredsstillelse.